Kroppen i kunsten

I de tidligste fremstillinger af mennesket, karakteriseres den ideelle kvindekrop som svulstige og frodig, da det symboliserede velstand og frugtbarhed.

I antikken anså man omvendt den ideelle krop som muskuløs og veltrænet. Man mente at kroppen hang sammen med sjælen, derfor var den smukke krop et billede på den ædle og smukke sjæl. Man var samtidig fokus på at afbilde det perfekte og ideelle menneske - både kropsligt og sjæleligt.
Men i middelalderen ændrede kropsfremstillingen sig markant. Her var der en stor adskillelse mellem krop og sjæl. Man anså sjælen som ren og uskyldig hvor kroppen omvendt var syndig og gav ideer til menneskets fordærv. Derfor blev mennesket ofte fremstillet som "dukkeagtig" og ikke livagtig.

Renæssance betyder genfødsel. Det var en genfødsel af antikkens idealer, derfor var korpsideallet igen muskuløs og trænet. Der var en sammensmeltning af krop og sjæl. Under renæssancen hører kunstneren Michel Anglo til, da hans skulpturer levede op til ideallet om en veltrænet krop.

Rubens billeder var en del af barokken fordi han fremstillede kvinderne som nøgne og svulstige. De havde ofte en bleg hud, hvilke var et tegn på velstand, da det betød man ikke skulle være ude i solen og arbejde.

Dette er et eksempel på et af Rubens malerier, hvor man netop kan se at kvinderne er fremstillet nøgne og svulstige